Det er dyrt at reparere og genbruge. Og prisbilligt at smide ud og købe nyt.

Jeg var i dag forbi en Punkt1 butik for at spørge efter en ny tætningsliste til min køleskabsdør, for jeg er bange for, at den løse kant efterhånden vil udvikle sig til en energisluger. Jeg havde en idé om, at sådan en kant må kunne fåes i metermål, og jeg så selv kunne købe de nødvendige meter og montere dem på lågen.

Den første overraskelse - i min naivitet - som ekspecienten kunne forklare mig var, at en køleskabsdør bestemt ikke bare er en køleskabsdør, og at der derfor også findes utrolig mange forskellige tætningslister. Jeg skulle altså gå hjem og finde ud af eksakt, hvilket mærke og model jeg har og så komme tilbage. Så kunne det være, at jeg kunne få en ny liste.

MEN som han til min anden overraskelse kunne fortælle, så er det som regel billigere at skifte hele køleskabsdøren end at sætte en ny liste på (i det mindste skulle jeg ikke købe et helt nyt køleskab...). Det kunne bedre betale sig for mig. Altså som prisbevidst enkeltforbruger. I et større perspektiv giver det dog bare slet ingen mening.

Mange hvidevarer producenter har altså valgt, at det skal være billigere at købe en ny dør end at reparere den gamle. Der er truffet et designæssigt valg, som betyder, at vitale - men små udskiftelige - dele, som jeg anser en køleskabsdørliste for at være, ikke skal kunne udskiftes enkelt og billigt. Fx. af brugeren selv. I stedet skal noget reelt set fungerende (døren) skiftes helt ud og sendes til de evige affaldsmarker.

I et global-økonomisk perspektiv antager jeg også, at køleskabet solgt i DK meget vel kan være produceret i Asien, og at den danske reparations-timeløn er så høj, at prisen for en ny dør, masseproduceret i Asien og fragtet til DK bliver billigere end en lokal enkelreparation. Der ligger derfor også et forretningsmæssigt valg bag, omend måske ikke frivilligt af den enkelte producent.

Det tredje valg er naturligvis det forbrugs- og ressourcemæssige valg. Vi skal som kunder vælge at købe nyt og smide gammelt ud, selv det som egentligt fungerer, fordi det bedst kan betale sig for vores pengepung. At dét er et adfærdsmønster, vi er nødt til at gøre op med, er ikke en nyhed. Og forandringen må komme fra to sider: fra industrien og fra kunderne.

Lad mig give et andet eksempel.

I de sidste 8 år har jeg i hvert fald skiftet mobiltelefon hvert andet år. Meget hurtigt valgte jeg at holde mig til Nokia (det ændrer sig, når jeg næste gang skal have en ny og kaster lange øjne efter iPhone..). Hver gang har jeg fået en ny pakke af batteri og oplader. Måske fordi der i mellemtiden er sket udvikling af forbedret teknologi, eller måske fordi Nokia design- og forretningsmæssigt har valgt, at opladerne ikke skal kunne bruges på tværs af deres modeller? Med mange mange millioner solgte mobiltelefoner, og en udskiftningsfrekvens som mange andre brancher ville være lykkelige for, er det altså produceret og smidt mange opladere ud. Som allesammen virker.

Hvorfor kan man ikke vælge at tilkøbe en oplader med sin mobiltelefon, hvis altså man har mistet den gamle, eller den ikke længere virker?

Næste skridt kunne være, at branchen brugte fælles standarder for mobiltelefon opladere. Men det er nok alligevel for meget at forlange. Til gengæld er det ikke for meget at forlange af en virksomhed, at de forholder sig til, hvilken adfærd deres produkter og design opfordrer til eller understøtter. Og hvordan den adfærd forholder sig til globale udfordringer. Og så skal vi som kunder stille krav om, at det ikke skal give kortvarig glæde på privatkontoen at smide noget velfungerende ud, når det i det store perspektiv koster os dyrt at slippe af med affaldet igen.

PS. Dette skal ikke læses som en antiforbrugsmission. Jeg elsker velgennemtænkte, lækre, nye produkter, og jeg køber gladeligt en ny mobiltelefon pga. design eller nye funktioner, selvom den gamle reelt set virker. Men forbrug kan godt forenes med ansvarlighed. Vi skal bare have valgmuligheden.

Skriv kommentar

Tags:

• Adfærd
• Bæredygtighed
• Design