Forleden havde jeg en interessant samtale med en person, der er i tæt kontakt med en række plejecentre og deres personale. Gennem innovationsprojektet Baderum for alle har jeg det sidste års tid selv besøgt en del plejecentre, som har sat mange faglige og personlige tanker i gang. På et tidspunkt fortalte min samtalepartner, hvordan lederen af et plejecenter havde spurgt beboerne på stedet om, hvad de synes om at spise varm mad til frokost. Måske til hendes overraskelse viste det sig, at der var stor interesse for at få kold mad om dagen og varm mad til aften. Som det i øvrigt er praksis for størstedelen af den danske befolkning i dag.

På dette plejecenter serverede de imidlertid (stadig) varm frokost for beboerne. En praksis, som de sandsynligvis ikke er ene om. Måske er der en forventning om, at ældre mennesker helst vil have varm mad til frokost. Måske for omsorgsfuldt at imødekomme en forventet måltidspraksis, som beboerne måske – måske ikke – kommer med hjemmefra, når de flytter på plejecenter. Muligvis på grund af at arbejdsrutinerne gennem mange år er bygget op omkring denne spiserytme. I hvert fald var det blevet sådan, og er det sandsynligvis mange steder – uden at nogen spørger, hvorfor det er sådan, eller om det er det, beboerne ønsker.

Det er lærerigt, at et umiddelbart simpelt spørgsmål kan rykke ved både forestillinger og forventninger. Men selvom spørgsmålet er simpelt, så er det et eksempel på et af de sværeste spørgsmål at stille. Nemlig det at spørge til det hjemmevante. For det hjemmevante er på samme tid så selvfølgeligt og socialt ritualiseret, at det forsvinder og bliver usynligt for den, som står midt i det. Og det der kan kaldes fælles og delt “stiltiende viden” er bl.a. med til at binde os sammen i sociale grupper som fx. på en arbejdsplads og skabe en oplevelse af fællesskab.

At være “hjemmeblind” er en velkendt faktor i det at studere og udforske sin egen kultur uanset, om det er på en arbejdsplads, i en familie, i større fælleskaber eller altså kulturelle og sociale normer og rutiner som på et plejecenter. Det kan være svært og måske opleves udfordrende eller endog prokokerende at stille de “dumme” spørgsmål.

I undersøgelser er det oftest heller ikke så enkelt, at ét spørgsmål kan give et klart svar, der udfordrer det hjemmevante og samtidig fører til bedre løsninger for dem, det handler om, som i eksemplet fra plejecentret. Men i enhver organisation er der rigtig meget god mening i skabe rum for at italesætte eller spørge til det hjemmevante. Måske viser det sig, at der ikke er enighed. At velkendte rutiner eller fasttømrede forestilinger fastholder uhensightsmæssig praksis. At der er gode ideer eller ønsker, som ikke kommer frem. Fordi der ikke bliver spurgt til det.

Vi står over for en stor samfundsmæssig udfordring.

Længere levetid + personalemangel på ældreområdet + forventninger om kvalitet = pres på velfærdssamfundet.

Det er ikke nogen nyhed, at vi står midt i det, vi kan kalde “det aldrende samfund”. 50+ er den hurtigst voksende befolkningsgruppe på globalt plan. Det lugter ofte af “byrde”, når det bliver italesat. “Ældrebyrden”. Men det kan også ses som en kæmpe mulighed for at gentænke i stor skala. At afprøve og skabe kreative løsninger på basale behov for den enkelte og samfundet. Løsninger, som vel at mærke ikke kun kommer særlige behov til gode. For der er en meget god tese i, at hvis vi arbejder for at imødekomme de særlige behov, så skaber vi potentielt også noget brugbart og innovativt – måske positivt overraskende – for alle. Det er også en af grundtankerne i projektet Baderum for alle.

Skriv til caroline@nueva.dk – hvis du vil have folderen tilsendt, som opsamler resultaterne for projektets første år.

Projektet er støttet af Erhvervs- og Byggestyrelsens program for brugerdreven innovation, og projektledelsen ligger hos Teknologisk Institut. Projektet skal bl.a. føre til ideer, som gør det muligt for os selv at klare personlig pleje så lang tid som overhovedet muligt. Sammen med SDU – Institut for Industri og Byggeri skal jeg gennemføre brugerstudier hos ældre borgere på plejecentre og i private boliger i Århus og Slagelse Kommune for at afdække behovene.

Efter de første indledende besøg i forskellige boliger glæder jeg mig for alvor til at komme rigtig i gang. Der er voldsomt brug for nye løsninger! Og det er ikke kun i baderummene. Der er brug for at gentænke en langt mere mangfoldig spændvidde i, hvordan vi kan og vil bo og leve som ældre. Hvis vi er forskellige og individualister som unge, er vi det nok også som ældre. Jeg kunne fx. se rigtig meget mening i at bo i et lille lokalområde, hvor boligerne er designede til, at behovene og beboerne ændrer sig over tid, og hvor man deler fælleskøkken, plejere, ergoterapeut, svømmehal, kulturhus og samvær.

Personligt ville et af mine største frygtscenarier være at blive isoleret. Eller at leve efter andres skema om, hvornår jeg skal spise, i bad, i seng, se tv, drikke kaffe… det er en stor mundfuld at tænke på at blive ældre og måske afhængig. Men det er også en meget, meget lærerig øvelse at overveje alt det, man tager for givet.

Jeg skriver her løbende om overvejelser og oplevelser fra felten og projektet. Indtil videre har det amerikanske projekt Nursing Home of the Future været inspirerende og inciterende både i deres tilgang, tankesæt og fokus på løsninger. Det kan anbefales at se nærmere på.