Det er dyrt at reparere og genbruge. Og prisbilligt at smide ud og købe nyt.
Jeg var i dag forbi en Punkt1 butik for at spørge efter en ny tætningsliste til min køleskabsdør, for jeg er bange for, at den løse kant efterhånden vil udvikle sig til en energisluger. Jeg havde en idé om, at sådan en kant må kunne fåes i metermål, og jeg så selv kunne købe de nødvendige meter og montere dem på lågen.
Den første overraskelse - i min naivitet - som ekspecienten kunne forklare mig var, at en køleskabsdør bestemt ikke bare er en køleskabsdør, og at der derfor også findes utrolig mange forskellige tætningslister. Jeg skulle altså gå hjem og finde ud af eksakt, hvilket mærke og model jeg har og så komme tilbage. Så kunne det være, at jeg kunne få en ny liste.
MEN som han til min anden overraskelse kunne fortælle, så er det som regel billigere at skifte hele køleskabsdøren end at sætte en ny liste på (i det mindste skulle jeg ikke købe et helt nyt køleskab...). Det kunne bedre betale sig for mig. Altså som prisbevidst enkeltforbruger. I et større perspektiv giver det dog bare slet ingen mening.
Mange hvidevarer producenter har altså valgt, at det skal være billigere at købe en ny dør end at reparere den gamle. Der er truffet et designæssigt valg, som betyder, at vitale - men små udskiftelige - dele, som jeg anser en køleskabsdørliste for at være, ikke skal kunne udskiftes enkelt og billigt. Fx. af brugeren selv. I stedet skal noget reelt set fungerende (døren) skiftes helt ud og sendes til de evige affaldsmarker.
I et global-økonomisk perspektiv antager jeg også, at køleskabet solgt i DK meget vel kan være produceret i Asien, og at den danske reparations-timeløn er så høj, at prisen for en ny dør, masseproduceret i Asien og fragtet til DK bliver billigere end en lokal enkelreparation. Der ligger derfor også et forretningsmæssigt valg bag, omend måske ikke frivilligt af den enkelte producent.
Det tredje valg er naturligvis det forbrugs- og ressourcemæssige valg. Vi skal som kunder vælge at købe nyt og smide gammelt ud, selv det som egentligt fungerer, fordi det bedst kan betale sig for vores pengepung. At dét er et adfærdsmønster, vi er nødt til at gøre op med, er ikke en nyhed. Og forandringen må komme fra to sider: fra industrien og fra kunderne.
